Pas

Det vigtigste er at huske dit pas, samt at udløbsdatoen ikke er overskredet. Det lyder banalt - men jeg har oplevet mange familier ankomme til Københavns Lufthavn, hvor et af passene var udløbet, eller slet og ret glemt derhjemme - på Sydfyn. Når du tjekker dit pas udløbsdato, så husk på at mange lande kræver, at passet er gyldigt i op til 6 måneder efter forventet returrejse. Disse lande omfatter eksempelvis: Egypten, Israel, Syd Afrika, Indien, Thailand, Malaysia Indonesien, Brasilien mfl.

Hvis dit pas forsvinder.
Skulle uheldet være ude, og du mister dit pas på rejsen, skal du kontakte det danske udenrigsministerium på telefon 33 92 00 00 (24timer) eller tjek internetadressen www.um.dk. Her kan du få information om, hvor det nærmeste konsulat eller ambassade befinder sig, som mod et gebyr på 2-300 kroner vil kunne udstede et nødpas.

OBS: Hvis du skal rejse i mellemøsten og har israelske indrejse stempler i dit pas, kan du blive nægtet indrejse i mange af de arabiske lande. Omvendt skal du ved indrejse til Israel forvente et mindre krydsforhør, hvis du "for nylig" har besøgt et arabisk land.
© Copyright 2008 Rejser.Net ApS